Falcons mavesårsforløb – frustrerende og langt :(

Den 10 januar 2020 har jeg en lang snak med dyrlægen, som ender ud i at jeg kører fra klinikken, med en nu meget velkendt grøn kasse, med kanellugtende Gastrogard sprøjter. Humøret er ikke højt, for teorien går på at Falcon, min søde, på det tidspunkt, 5,5 år gamle fjordhest havde fået mavesår 🙁
Derfor blev der også samtidig lavet en aftale om en gastroskopi den 14 januar, hvor der blev konstateret mavesår i den røde del af hans mave.

Med indlægget her, vil jeg forsøge på en overskuelig måde at få ført jer alle sammen igennem forløbet (som dog endnu ikke er helt afsluttet på nuværende tidspunkt 21052020), hvor I kan læse om frustrationerne, mine mange overvejelser og hvad jeg har lært af processen undervejs.

Efter hans første gastroskop i Januar lavede jeg det her indlæg, som forklare hvad jeg tror der er årsag til Falcons mavesår, hvad det egentlig reelt er og hvordan jeg har forsøgt at håndtere det hele med fodring og mangement.

Dog har der været justeringer undervejs og forløbet på de først antaget 6 uger, er blevet forlænget til flere måneder! Pt nærmer vi os at han har været i behandling i 5 måneder! Og han ender nok med at være i behandling omkring de 6 måneder… Og det har været 5 lange og meget frustrerende måneder, som både er hårdt for mig psykisk og fysisk på flere måder.

Da han i Januar måned 2020 fik konstateret mavesår, var jeg faktisk lettet fordi at jeg nu vidste hvad der var årsag til hans nedsatte trivsel. Desuden var det ikke verdens værste mavesår, og dyrlægen var faktisk lidt overrasket over de symptomer jeg beskrev, for så ondt burde den ikke have.

Der gik faktisk ikke lang tid efter opstart på medicin, så kunne jeg fornemme en forbedring på Falcon, især på hans humør. Han blev mere glad og opførte sig lidt som da han var hingst. Så jeg var meget optimistisk og troede virkelig på at det gik fremad med ham 😀 Han startede ud med at have 14 dages fri, og så begyndte jeg ellers at træne med ham igen stille og roligt, for at holde ham ved lige, og det gik faktisk fint! Indtil at han begyndte at have dårlig gødning efter træningsturene igen 🙁 Så jeg ringede til dyrlægen for at høre hvordan og hvorledes. Det blev aftalt at han fik to uger mere inden kontrollen og her skulle han have helt fri!
Det giver dog fint mening at træningen desværre påvirker maven, når der er mavesår. Mellemgulvet, som bruges til at få luft ud og ind af lungerne hos hesten, klemmer nemlig mavesækken under arbejde. Og dette giver uden tvivl ubehag, når der er sår i slimhinden.

På det her tidspunkt synes jeg det var virkelig hårdt at stå op kl. 6 hver evig eneste morgen, for at give Falcon hans medicin på tom mave. Desuden gjorde det heller ikke situationen bedre, at symptomerne sådan svingede op og ned alt efter hvor meget han lavede.

Gødningen rettede sig, og i starten af Marts måned 2020, blev han igen indlagt til faste og gastroskopi. Det viste bestemt fremgang, men der var stadig en del af komme efter, og det så desuden ud til at der var kommet to nye sår 🤔 Men dyrlægen anbefalede faktisk blot 14 dages medicin mere og så en udtrapning, fordi vi nu havde så god adfærd på Falcon.

Jeg var dog liiidt skeptisk og ringede til Nanna Luthersson, som er mavesårsekspert i Danmark. Hun holder til på Sjælland og selvom jeg ikke var kunde hos hende, tog hun sig god tid til at få snakket. Hun anbefalede her at skille hestene helt ad, så de gik hver for sig igen, ligesom de gjorde da Falcon var hingst og det fungerede. Samtidig anbefalede hun at sætte ham på dobbelt dosis Gastrogard! Altså fuld dosis 2 gange dagligt! Dette anbefalede hun, fordi hun mener Falcon tilhører den gruppe af heste, som ikke respondere ret godt på Gastrogard (ca 20% af alle heste). De heste som ikke respondere ret godt, her virker medicinen kun i max. 16 timer, hvor det burde virke i op til 24 timer! Og så kan man jo godt forstå at ophelingen er minimal. Dette skulle han have i 3 uger, og så mente hun han var tiptop i orden igen 🙂
Under disse 3 uger, begyndte jeg også at genoptræne ham efter hans pause og jeg kom til at se mere af hans rigtige fjollede jeg. Så det var fantastisk 😍

Jeg havde desuden ændret hans foderplan for at spare på kalorierne og Irish Mash blev fx pillet ud og ind kom en smule roepiller, for at få flere pektin fibre i ham. Hans appetit på hans mashfoder bestående af Alpen Grun Mash, roepiller, Aspero og Linustar var faktisk rigtig god!

Det eneste der var meget frustrerende i denne periode, var faktisk at han brugte næste to døgn på at komme sig oven op indlæggelsen. Han var træt og ville ikke rigtig spise så meget wrap som jeg gerne ville have ham til. Jeg var samtidig fortsat meget påvirket af at skulle op hver eneste morgen kl 6, for at tildele medicinen. Samtidig havde jeg en bekymring for om Hiti ville udvikle mavesår også, når de stod inde om natten. Hiti er nemlig en udehest!

Det blev den 1 april, Falcon havde nu fået 3 uger med dobbelt dosis, og jeg skulle vurdere om han skulle have en kontrolgastroskopi. Corona var kommet til landet og det hele var for alvor lukket ned! Så med den positive fremgang der havde været i Falcons adfærd, hans gode gødning og humør, så besluttede Stig og jeg os for at han IKKE skulle have en kontrolgastroskopi, selvom dyrlægen anbefalede det. Der blev lagt en plan for hans udtrapning og det startede med at sætte ham ned til 2 x 300 kg af Gastrogard. Men det skulle vise sig at dette var en meget dum beslutning 😓

Hestene kom til at gå ude 24 timer i døgnet, så Falcon kunne nippe græs hele dagen, men 5 dage gik der, og så forsvandt Falcons appetit virkelig for alvor! Ergo han var ikke i orden! Øv, det var så synd for ham, at han skulle have så ondt, bare fordi at jeg ikke ville få ham tjekket 😢 Dette var midt i påsken og jeg kunne ikke snakke med dyrlægen før efter helligdagene. Jeg satte derfor dosis op igen, og der gik en 4 dage, så var Falcon næææste ligesom før. Dog ikke helt. Appetitten fejlede virkelig på det her tidspunkt.

Falcon med painface 🙁

Her bagefter, tænker jeg at det kraftige tilbagefald, som han fik her, simpelthen skyldtes, at han havde været smertefri så længe, fordi han ikke producerede syre, og pludselig producerede han så en smule. Det har selvfølgelig været nok til at genere de sår der var, og han reagerede derfor ret kraftigt.

Vi fik en tid nærmest med det samme efter påske og Falcon kom ind til gastroskopi. Her bad jeg også dyrehospitalet om at tjekke ham for smerter andre steder i kroppen, for jeg kunne ikke forstå, at han ikke var blevet bedre. Smerter er nemlig også en stressfaktor, som kan gøre at mavesårene udvikles eller ikke heler op. Dette var en god beslutning, for det viste sig at Falcon havde en lavgradig halthed på højre bagben! Han fik derfor noget kiropraktik for at løsne op i dette. Det stammede oppe fra korsled/SI led, faktisk samme sted, hvor jeg selv bøvler med rygsmerter, som er værst når jeg rider på Falcon og bliver godt igen, når vi holder pause 🙈 Vildt som tingene altid hænger sammen!

Men gastroskopien viste stadig sår, dog en forbedring, men det er en meget langsom opheling vi snakker om. Jeg diskuterede derfor frem og tilbage med dyrlægen om, hvad næste skridt ville være. Min teori var at der manglede blodgennemstrømning ind til slimhinden, så alle de næringsstoffer, som jeg tilbød ham i foderet, ikke kom frem til målet og dermed ikke kunne lave ophelingen. Og dette hjælper hverken Gastrogard eller Antepsinen med…

Derfor aftalte dyrlægen og jeg at Falcon skulle på noget forsøgs medicin, som havde vist rigtig gode resultater på mavesår af Falcons karakter. Faktisk en noget bedre opheling end på Gastrogard. Cytotec hedder medicinen og her er en fin artikel omkring forsøget.
Det er desværre et medikament til mennesker med en del bivirkninger, som fx mavekramper, diarre og abort hos kvinder, som man faktisk også bruger det til hos mennesker 🙈 Men det skulle virker ved at stoppe mavesyreproduktionen ligesom Gastrogard, samtidig øge mavens egen produktion af slim og øge blodgennemstrøningen til slimhinden! Så lige det som Falcon havde brug for i følge min teori!

Men Falcon gik stadig rundt med painface på det er tidspunkt, og faktisk snakkede jeg med dyrlægen omkring at få Falcon aflivet på hans uanvendelighedsforsikring. Men det havde dyrlægen aldrig hørt om, at man gjorde med en mavesårshest.
Jeg var bare så ked af at se ham have så ondt! Derfor blev det også aftalt imellem Stig og jeg, at Falcon altså ikke skulle gå ind i vinter halvåret med mavesår. Det er en skidt årstid uden det gode grønne græs. Hvis han ikke var helet op inden og havde det godt, så blev han aflivet lige gyldigt hvad ❤
Det føler jeg er min pligt, som hesteejer.

Samtidig havde Falcon brugt over 3 dage på at kommen sig oven på indlæggelsen den her gang! Wrap ville han slet ikke rører, og han fik endda tilbudt 3 forskellige slags, samt jeg fik fundet noget hø. Men niks, ikke godt nok for kong Falcon! Han spiste dog gerne opblødte høcobs, så jeg var ude ved ham hver 4. time og tilbyde ham dette, også midt om natten! Gud, hvor var jeg glad for at det var coronatider og jeg var hjemsendt, ellers havde jeg aldrig fået det til at fungere! En formiddag besluttede jeg mig så for at græsse med ham 15 minutter. Det kunne jo være. Og det var lige det der skulle til! Herefter røg der wrap ind med allerstørste velbehag 🙈 Dog med præferencer for kowrap, som jeg kaldte det, fordi det var slået på græsmarker lavet til køer og ikke heste. Men lige på det tidspunkt var jeg ligeglad, da han bare åd!

Men Falcon røg på cytotec, og først aftalte dyrlægen og jeg en uge inden vi besluttede os for fulde 4 uger. Falcon skulle have 10 piller 2 gange dagligt, tildelt på så tom mave som muligt, og enten i mundsprøjte eller i en lille smule foder. Jeg valgte at give ham det i en lille smule foder, da mine erfaringer med vand i en mundsprøjte ikke var gode. Det var dog liiidt svært at få ham til at tage det. Løsningen blev en base af et græsprodukt blødt op, medicinen drysset over, og så toppet om med en håndfuld Irish Mash, så røg det ned uden problemer 😀

Den første uge på medicinen gik okay, han fik bivirkninger i form af ekstrem meget luft i maven og diarre, hvor klatterne nærmest lignede hævede boller med meget luft i, når man skilte det ad. Efter et par dage fortog det sig lidt, men forsvandt aldrig. Nå, men det accepterede dyrlægen og jeg, og derfor fik jeg købt indtil 3 uger mere. Jeg prøvede endda at støtte op omkring fordøjelsen ved at tildele ekstra gærkultur, men det gjorde det bare værre…
Men en uge senere, så smed Falcon sig inde i løsdriften midt under morgenfodringen, med kolik lignede symptomer og jeg kunne se han havde ondt 🙁 Jeg fik ringet til dyrlægen og satte foden i jorden. Det dur ikke at min hest får så mange bivirkninger af et medikament, at den ender med at dø af noget andet! Så han røg igen på dobbelt dosis Gastrogard. Det kunne han tåle. Og helt utroligt, ca. 24 timer efter, så løb Falcon rundt ude på folden og virkede til at have det rigtig godt 😍
Så de 14 dage på cytotec har helt sikkert gjort noget godt for ham, desværre kunne han bare ikke tåle det 🙄 Jeg har selv spekuleret på at man kunne have kørt halv dosis Gastrogard og halv dosis cytotec og så håbe han kunne tåle det. Men det anbefalede dyrlægen ikke, heller ikke at justere mængden af cytotec ned.

På det her tidspunkt havde jeg også justeret hans foderplan endnu mere ned, for at spare på kalorierne. Jeg vidste godt at der skulle spares for ellers ville han blive alt for fed! Græsset kom jo og jeg fodrede ham næsten med ad libitum wrap, for at være god ved hans mave. Han var nu på kun 1 opblødt måltid om dagen, hvor han før fik 3. Dette både for at spare på kalorierne, men også fordi jeg var begyndt at glemme at bløde måltiderne op. Så han fik nu en mindre mængde Alpen Grun Mash med Aspero, Linustar og roepiller om eftermiddagen, hvor Hiti også fik et opblødt måltid. De to andre måltider kom til at bestå af Aspero, Glyx Wiese Musli og hans tilskud. Til en start tørt, men jeg oplevede at han ikke ville have Aspero tørt, så lige inden fodring, så hældes der vand i foderet. Det samme gør jeg ved Hiti, da den har tendens til spiserørsforstoppelse, så det ville jeg ikke glemme. Og denne blanding er han faktisk rigtig glad for, og jeg får samtidig sparet på kalorierne 😀
Det var også min plan at hegne noget af hans fold fra, så jeg nemmere kunne styre indtaget af græsset, men for at tage hensyn til hans mavesår, fik han hele marken og dette har desværre resulteret i at han har taget meget på 🙄

Det var nu blevet midt maj måned, og den 4. gastroskopi var planlagt. Afsted med Falcon, Stig var fast besluttet på at han var rask, jeg var lidt mere tvivlende, fordi jeg ikke synes han havde helt normal ædeadfærd på wrap. Dog meget bedre og det som han nægtede at røre, da han kom hjem sidst, det synes han nu næsten var bedre en kowrappen 🙂
Gastroskopien viste heldigvis stort set næsten opheling! Kun ganske få bittesmå røde pletter tilbage kunne der findes! Så det passede så fint med hans adfærd 🙂

Lige da jeg så billedet med den gule klump, så tænkte jeg straks nej, nej, nej, der var gået betændelse i sårene også nu 🙁 Så ville han nemlig skulle have noget antibiotika også oven i behandlingen og det passede ej heller med hans adfærd. Men dyrlægen kunne berolige mig med, at det altså bare var en klump foder, som af en eller anden årsag ikke var kommet ud af maven under fasten 🙈 Og når man kigger godt efter, så ligger der faktisk et lille gult hørfrø nederst i klumpen, og så blev jeg bare bekræftet i, at det foder som jeg giver ham, altså hjælper med at beskytte slimhinden 💚 selvom man igennem sådan et langt forløb kan komme til at tænke at det da er ligemeget, når det nu ikke heler op….

Falcon kom sig lidt nemmere over denne indlæggelse, end han gjorde i April måned. Dog var han fortsat træt 3 dage efter han kom hjem. Jeg fandt dog ud af at han begyndte at spise mere wrap, hvis jeg gav det i slowfeeder frem for løst i en balje. Hvorfor er svært at sige, men jeg tror det handler om en afstresning i form af “muleadfærd”, som opstår når hestene skal nuldre wrappen ud af en slowfeeder. Dette minder nemlig meget om den måde, som hestene græsser på.

Det er dog efterhånden ved at være meget frustrende at give medicin 4 gange i døgnet! Det kræver virkelig noget planlægning, også hvis man skal i byen og besøge folk. For hvem skal så tildele især Gastrogard, der sidst på eftermiddagen? Flere gange er jeg endt med at køre hjem midt i et besøg, for at komme tilbage, da jeg ikke havde andre til at give ham medicinen. Det er virkelig frustrerende. Til gengæld er jeg blevet så vant til at stå op kl 6, at det ikke længere er et problem. Nu er det også blevet lyst om morgen og varmt, så det er nemmere at komme op 😉

Vi er nu i slutningen af maj måned, og aftalen med dyrlægen er 4 uger mere med dobbelt dosis Gastrogard og antepsin til Falcon. Herefter synes han vi skal snakkes sammen om det videre forløb. Han var nemlig ikke helt sikker på, at det ville være nødvendigt at lave endnu en gastroskopi. Men det kom an på Falcons adfærd og hvordan han reagerede på ,at han kom lidt i ridning igen. Han skal nemlig igang for at få tabt de ekstra kilo, som han har taget på 😅

Men i det her forløb er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det som har gjort en positiv forskel for Falcon er dobbelt dosis Gastrogard, Cytotec (og jeg er sikker på at han havde været helt rask nu, hvis han havde fået 4 uger!) og at blive skilt fra Hiti igen, for at nedsætte stressen i hans hverdag.
Samtidig blev jeg opmærksom på, at selvom forskningen siger at stråenes hårdhed i foder kun har betydning, hvis man fodre med store mængder, så vælger hestene altså gerne det der er blødt i strukturen, eller blødt op. Om det så er wrap, hø eller foder fra en sæk.

Hvad der sker herfra må tiden vise. Min vigtigste opgave for Falcon fremadrettet er at holde ham glad ❤ Det var så hårdt at se ham have så ondt, som han havde omkring påske. Så jeg vil ikke tvinge ham til fx at gå med bid, så vi kan komme til stævner, og jeg acceptere at han egentlig nok bare skal blive mest muligt hjemme, og derfor ikke komme afsted til undervisning fx. Hans humør og ve og vel er det vigtigste ❤

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *